Artikkel i "Husmoderen" nr 34
Kristiania 10. desember 1910.
Bladet kom ut 3 "gange maanedlig" og kostet 1 kr og 65 øre.
(Tilsvarer ca 100 kr idag iforhold til årslønn da og nå)
Dette var den 24 årgang.
Her er hva det sto i artillelen:
Fru Julie Jonson
Feirede i al stilhed sit 50-aars foretningsjubilæum i høst. Hun havde egentlig ikke tænkt at omtale det til nogen. Det var kun ved et tilfælde, at ”Husmoderen” fik anledning til at pege paa en begivenhed som denne inden kvindeverdenen.
Fru Jonson fortæller selv meget morsomt om sin første begyndelse i Gunnerus gade 6. Hun var da 18 aar gammel og begyndte med at kjøbe baandstumper til hattepynt for nogle skillinger ad gangen. Og først efterhvet, som de pyntede hatte blev utsolgt, vovede hun at kjøbe lidt igjen. Hendes mor, der var enke, hadde overtaget en bundtmagerforretning efter sin mand, og hun delte lokale med datteren, der fik overladt det ene utstillingsvindu.
Senere aabnede hun og drev en mindre modeforretning i Skippergaden 31, inntil hun i Storgaden 6 fik sit nuværende lokale, hvor forretningen under firmanavn Elof Jonson har vokset sig op til et ganske betydelig omfang ogsaa med hattefabrik, som nu drives af hendes søn. Selv leder fru Jonson fremdeles den store modeforretning, hvor hun gjennom aarene har sysselsat en mængde kvinder og skaffet solid og moderne arbeide til billige priser. Fru Jonsons forretning er vel kjendt og skattet af den store masse baade fra øst- og vestkant.
Fru Jonson er en kvinde forud for sin tid. Helt igjennom efter moderne theorier med de største krav til til en kvindes ydelsesevne.
Ved siden av forretningslivet har hun nemlig dyrket hjemmelivet fuldt ud. Hun har været to gange gift og har havt 11 barn, hvoraf 4 er ilive. Fru Jonson har dessuden evnet at holde et gjestfrit hus. Slægt og venner har altid hos hende fundet en vænlig modtagelse og et dækket bord. Alt beviser paa, at der hos kvinder finnes ævner brugbare udenfor som indenfor hjemmets omraade, vilje og styrke til at holde ud og holde sammen.
Det er i sandhed et arbeidsliv, fru Jonson har ført. Men derfor skal hun have vor tak. Hvert arbeidende menneske er til velsignelse for sit samfund, en pryd for slægten, et eksempel for sine efterkommere.
Det menneske har ikke levet forgjæves. |
|