I hine haarde Dage,
da ved Øldrik og Svir
Hallingdølens Knivblad
sad løst i hans Slir, –
da Kvinderne til Gilde
bar Ligskjorten med,
hvori de kunde lægge
sin Husbonde ned, |
Forgjæves tvende Kvinder
med Hyl trænge frem,
at bryde det faste Gjærde,
der er stillet foran dem.
De kastes vredt tilbage
af de muskelstærke Mænd –
og Spillemanden rolig
gaar til Kjældertrappen hen.
|
Det var et Spil som dued:
Det klang som vred Mands Ord,
som Hug af staalsat Bile,
og som Næveslag i Bord.
Det jubled, og det hulked
i den skumle Kjælderhal,
da Slaattens Toner endte
med et rungende Mandefald. |
Fanitullen kaldes
endnu den ville Slaat,
og Dølene den spille,
og spille den godt.
Men lyde de grumme Toner
under Øldrik og Svir,
da løsner atter Kniven
i Hallingdølens Slir. |
stod der et blodigt Bryllup
i Hemsedal ensteds,
hvor Leg og Dands var tystnet
og Karlene slog Kreds.
Thi midt paa Gulvets Tilje,
i den mandslagne Ring,
stod to med dragne Knive
og ét Bælte spændt omkring. |
Nu skal han ned at tappe,
thi den seirende Mand
kan sagtens vel behøve
at kysse Bollens Rand.
I Bæltespænding nappes
de kun med Blodets Tab,
saa maa vel Aaren fyldes
fra Tøndetutens Gab. |
Taus Spillemanden lytted
til de mægtige Løb;
det var, som Spillets Hvirvler
ned ad Ryggen paa ham krøb.
Saa spurgte han den anden:
«Hvor lærte du den Slaat?»
Han svared: «Det er det samme,
men mind dig den blot!»
|
|
Og som udskaarne Støtter
i hvilende Ro
staa endnu fire Karle
i Kredsen om de to.
De løfte Tyrilysen
mod det sorte Bjelketag,
hvor Røgens Hvirvler samles
til et rugende Lag. |
Men da han stod i Kjældren,
han saa i et blaaligt Skin
en sidde der paa Tønden
og stemme Felen sin.
Og Karlen holdt den omvendt,
tæt op til Brystet klemt,
og gav sig til at stryge,
saa snart han havde stemt. |
Nu Manden ned sig luded
og efter Tappen tog –
da saa han Hestehoven,
som Takt mod Tønden slog.
Han glemte rent at tappe,
han sprang i Stuen op –
der løfted de fra Gulvet
den faldne Mandekrop. |
|
